ESBL
ESBL-producerende bakterier er resistente over for en stor gruppe af almindeligt anvendte antibiotika, der rækker fra bredspektrede penicillinpræparater til mere specialiserede antibiotika som cephalosporiner. Dette gør det vanskeligere at behandle og forebygge infektioner.

Fakta om ESBL
ESBL (Extended Spectrum Beta-Lactamase) er betegnelsen for et enzym i bakterier, der kan nedbryde visse typer af betalaktamantibiotika. Det er nedbrydningen af betalaktamet, der gør bakterien resistent overfor antibiotika.
De ESBL-producerende bakterier hører til gruppen af enterobakterier (tarmbakterier), som typisk giver urinvejsinfektioner, men også kan føre til blodforgiftninger eller andre alvorlige infektioner. Når betalaktamringen nedbrydes, kan antibiotikummet ikke længere binde sig til bakterien, og dermed mister stoffet sin virkning.
I Danmark og på verdensplan er der inden for de seneste 10 år set en stigende forekomst af ESBL-producerende Escherichia coli og ESBL-producerende Klebsiella pneumoniae, men resistensen kan også overføres til andre beslægtede bakterier som fx salmonellabakterier. De ESBL-producerende bakterier er ofte også resistente over for andre antibiotika, dvs. antibiotika, der ikke hører til betalaktamklassen, typisk gentamicin og fluorkinoloner. Behandling kan derfor blive vanskelig, da udvalget af effektive antibiotika er begrænset.
Smitte
Overførsel af ESBL-producerende bakterier imellem personer kan ske ved både direkte kontakt eller indirekte gennem forurenede overflader. En del af de ESBL-producerende bakterier kan desuden erhverves gennem fødevarer. Dette gælder især for salmonella, men kan også forekomme for E. coli-bakterierne. Spredning af ESBL-producerende bakterier, især Klebsiella pneumoniae, men også andre, forekommer især på sygehusene.
ESBL-generne i sig selv gør ikke bakterien mere farlig og giver derfor ikke anledning til hyppigere infektion. Men såfremt borgeren får en infektion med en ESBL-producerende bakterie, kan det nogle gange være svært at komme af med den igen, især i de situationer hvor borgeren har et længerevarende sygdomsforløb, der kræver brug af fremmedlegemer såsom katetre i længere perioder, eller hvor borgeren gennemgår flere på hinanden følgende behandlinger med antibiotika.
Symptomer
ESBL-producerende bakterier hører til gruppen af enterobakterier (tarmbakterier) og giver ofte urinvejsinfektioner. De kan også give alvorlige infektioner, såsom blodforgiftning og infektion i relation til fremmedlegemer. Hvor urinvejsinfektionerne er almindeligt forekommende, også hos raske eller yngre personer, forekommer de mere alvorlige infektioner langt hyppigere hos ældre eller i forvejen svækkede personer.
Behandling
Ligesom for andre bakterielle infektioner gælder det, at kroppen selv kan helbrede nogle infektioner, så antibiotika er ikke altid nødvendig. Hvis det drejer sig om fund af ESBL-producerende bakterier i relation til et fremmedlegeme, fx et kateter, kan behandlingen bestå i hyppig skifte af katetret eller ved at fjerne katetret helt.
Hvis den ESBL-producerende bakterie har givet anledning til en infektion, hvor lægen skønner, at der er behov for antibiotisk behandling, vil valget af behandling og præparat være individuel og afhænge af typen af infektion og af ESBL-type.
På plejehjem, på bosteder og i hjemmeplejen er det vigtigt, at både personalet og besøgende er fortrolige med omhyggelig hygiejne i kontakten med den ældre borger.

Vores lokale procedure på VARportalen finder du her