CPO
CPO står for carbapenemase-producerende organismer og er en fællesbetegnelse for en gruppe af bakterier, som kan være svære at behandle, fordi de er modstandsdygtige overfor antibiotika, der normalt bruges til behandling af multiresistente infektioner (carbapenemer).

Smitte
Smitte sker først og fremmest ved tæt kontakt med andre mennesker og hyppigst via hænderne. CPO er oftest tarmbakterier, der udskilles med afføringen, og på huden findes bakterien især i skridtet. Du kan forebygge smitte med god håndhygiejne.
I Danmark er en stor del af de borgere, der har fået påvist CPO-bakterier, blevet smittet i udlandet, men i de seneste år har der også været påvist tilfælde hos borgere uden forudgående udenlandsrejse. Desuden er der set udbrud af CPO på danske hospitaler.
Symptomer
Mange, som er smittet med CPO-bakterier er rask smittebærere og har CPO-bakterierne i tarmen uden at have symptomer. CPO-bakterier er ikke mere sygdomsfremkaldende eller smitsomme end andre bakterier og en rask person har kun en lille risiko for at blive alvorligt syg af CPO-bakterier, hvis vedkommende bliver smittet. Der findes ingen behandling til raske smittebærere, men hos nogle mennesker forsvinder bakterien af sig selv.
Det er sjældent, at CPO giver anledning til alvorlige og behandlingskrævende infektioner, men personer som i forvejen er syge og svækkede, kan blive alvorligt syge af CPO-bakterier. CPO-bakterierne giver oftest urinvejsinfektion eller infektion i blodbanen og kræver behandling med særlige typer antibiotika.
Behandling
Infektioner med CPO-bakterier kræver behandling med specielle antibiotika. Det skyldes, at CPO producerer et enzym, som gør bakterierne modstandsdygtige overfor flere typer antibiotika. Hvis man bliver syg af bakterien eller af en anden infektion, er det derfor vigtigt, at man behandles med antibiotika, der er effektiv over for bakterien.
Se mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og på Statens Serum Institut
Vores lokale procedure på VARportalen finder du her
